13. august 2026

Hvad koster en hjemmeside egentlig? Her er hele regnestykket

Zachary Aagesen
Zachary Aagesen
Hvad koster en hjemmeside egentlig? Her er hele regnestykket

Det er nok det spørgsmål jeg oftest får. Og det ærlige svar er at det svinger helt vildt, fra et par tusind til flere hundrede tusind kroner.

Det er noget værre pjat at svare sådan, så lad mig prøve at bryde det ordentligt ned i stedet.

Hvorfor priserne er så forskellige

En hjemmeside er ikke en vare, det er et stykke arbejde. Og arbejdet kan være alt fra at sætte en færdig skabelon op på en eftermiddag, til at bygge noget skræddersyet med integrationer til dit bookingsystem, dit lager eller dit kundelogin.

Så når du får to tilbud der hedder henholdsvis 15.000 og 180.000, så er det ikke nødvendigvis fordi den ene forsøger at snyde dig. Det er tit fordi de har forstået to helt forskellige opgaver.

Derfor er dit første job ikke at finde den billigste. Det er at blive skarp på hvad du faktisk har brug for.

De tre måder du typisk køber på

Gør det selv med en skabelon

Squarespace, Wix, Shopify eller en WordPress-skabelon. Du betaler måske mellem 100 og 300 kroner om måneden, plus din egen tid.

Og hør her, det er en helt fin løsning for mange. Hvis du lige er startet, hvis din side mest af alt er et visitkort, og hvis du har tid og lyst til at rode med det selv, så skal du ikke betale nogen for at gøre det for dig.

Det du betaler med er tiden. Og den er som regel dyrere end folk lige regner med.

Fast pris eller abonnement

Her bygger nogen siden for dig oven på et fundament der allerede virker. Du får noget der er sat rigtigt op fra starten, og du slipper for at være den der skal huske opdateringer.

Prisen ligger vidt forskelligt. Selv tager jeg 1.295 kroner om måneden uden binding og uden opstartsgebyr, og der er drift, opdateringer og løbende rettelser med. Andre tager et engangsbeløb på 30 til 80.000 og så en mindre serviceaftale ovenpå.

Begge dele kan være helt fair. Bare regn det sammen over tre år, så du sammenligner det samme.

Skræddersyet efter timepris

Det er når du har brug for noget der ikke findes i forvejen. Login, betalinger, integration til dine egne systemer, mange sprog, hundredvis af produkter.

Her betaler du for timer, og så bliver prisen det den bliver. Min timepris er 1.295 kroner. Et bureau ligger typisk mellem 900 og 1.400 i timen, afhængigt af hvem der sidder med opgaven.

Og så er der AI-byggerne og de lukkede platforme

Der er kommet en fjerde vej, og den skal jeg lige sige noget om, for den fylder meget lige nu.

Lovable, Webflow, Framer og hele den familie. Du beskriver hvad du vil have, eller trækker det sammen selv, og så står der en side. Det ser billigt ud udefra, og det er faktisk imponerende hvor hurtigt man kommer i gang. Det skal de have.

Problemet kommer bagefter.

Først prisen. Den lave månedspris dækker det helt basale. Så skal du bruge dit eget domæne, og så en formular der virker ordentligt, og så en integration til dit bookingsystem, og så skal du købe flere credits fordi AI’en løb tør midt i det hele, og så skal du opgradere for at få deres logo væk. Pludselig ligger du et helt andet sted end der hvor du startede.

Jeg har efterhånden hjulpet en del virksomheder ud af de platforme igen. Og i næsten alle tilfælde betalte de mere om måneden derinde, end de 1.295 kroner de betaler hos mig nu. Det er ikke en salgstale, det er bare det jeg har set på deres fakturaer.

Og så er der den værre del: du sidder fast. Dit indhold ligger inde i deres system i deres format. Vil du videre, så kan du ikke bare tage det med dig. Så skal det bygges forfra, og det er surt at skulle betale for den samme hjemmeside to gange.

Det betyder ikke at du aldrig skal bruge dem. Skal du teste en idé i næste uge, eller har du brug for én enkelt landingsside til en kampagne, så er de rigtig gode til lige præcis det.

Men skal det være virksomhedens rigtige hjemmeside, den der skal holde i fem år? Så regn efter hvad det koster når du har været der i to år, og spørg dig selv hvordan du kommer ud igen den dag du vil videre.

Det der virkelig tager tid er ikke designet

Her er noget de færreste regner med, og det gælder stort set alle projekter jeg har været med i.

Den største forsinkelse er indhold. Tekster, billeder, og hvad der egentlig skal stå på siden om jeres ydelser. Hvem skriver det?

Design og kode kan man planlægge. Indhold står tit stille i ugevis, fordi det ligger hos en der også skal passe sin egen forretning ved siden af.

Så når du budgetterer, så budgetter også med tid til det. Eller aftal fra dag ét hvem der skriver, og hvad det koster.

De faste udgifter du skal huske

Ud over selve siden løber der noget hver måned eller hvert år.

  • Domæne, typisk under hundrede kroner om året

  • Hosting, fra nul til nogle hundrede kroner om måneden alt efter løsning

  • CMS-licens, hvis du bruger noget som Storyblok

  • Vedligehold og sikkerhedsopdateringer, altså enten din tid eller nogens fakturaer

  • Eventuelt SEO eller annoncering, hvis nogen aktivt skal arbejde med at få dig fundet

Det er ikke skjulte gebyrer, det er bare virkeligheden. Men de skal med i regnestykket fra starten, ellers bliver du overrasket i november.

Hvornår du ikke skal bruge penge på en dyr hjemmeside

Og nu mener jeg det altså.

Får du alle dine kunder gennem anbefalinger og en telefon der ringer, så skal du ikke bruge 80.000 kroner på en hjemmeside. Så skal du have noget enkelt der er hurtigt, ser ordentligt ud på mobil, og fortæller hvem du er og hvordan man får fat i dig. Færdig.

Bruger du derimod din side aktivt til at hente kunder ind, skal du kunne lave landingssider, måle på det og udvide løbende, ja så begynder det at give mening at investere mere.

Røde flag i et tilbud

  • En samlet pris uden nogen form for specifikation

  • Lang bindingsperiode uden en rigtig god forklaring

  • Ingen klare svar på hvem der ejer domæne og kode bagefter

  • Ubegrænset support, uden at nogen kan forklare hvad det dækker

  • Priser der kun kan holdes hvis du siger ja i dag

Sidste ting, og det er nok det vigtigste her på siden. Spørg altid hvad der sker om to år. En hjemmeside der er billig at bygge og dyr at leve med, den er ikke billig.