20. august 2026
Guide når du skal vælge webbureau i Odense eller på Fyn


Undgå de klassiske faldgruber når du vælger webbureau. Vi kigger på hvad en hjemmeside egentlig koster at bygge, teknologi, AI og ejerskab.
Jeg har gennem min karriere i webudvikling været på begge sider af bordet, primært i virksomheder på Fyn. Altså på den ene side arbejdet i webbureau hvor jeg talte timer og sendte videre til kunden, og den anden side som konsulent og udvikler skulle arbejde sammen med eksterne bureauer.
Så jeg har set hvordan et tilbud bliver bygget op indefra. Og jeg har set hvordan præcis det samme tilbud bliver læst af en virksomhed der bare gerne vil have en hjemmeside der virker. De to ting passer sjældent sammen, og det er dyrt for dig.
Her er det jeg selv ville spørge om, hvis jeg stod og skulle vælge bureau i Odense, Svendborg, Nyborg eller hvor du nu holder til.
Først og fremmest, bureauer er ikke skurke
Der findes rigtig dygtige bureauer på Fyn, og jeg samarbejder selv med flere af dem. Så det her er ikke et opgør med branchen.
Men et bureau lever af at sælge timer. Det er ikke ondskab, det er bare forretningsmodellen. Og hvis du ikke ved nok om det du køber, så er det din pengepung der betaler for den forskel i viden. Så lad os få lukket det hul.
Spørg hvem der ejer hvad
Det her er det vigtigste spørgsmål af dem alle, og alt for få stiller det.
Hvem står som ejer af domænet? Hvem ejer koden når samarbejdet stopper? Ligger dit CMS på en licens i bureauets navn eller i dit? Hvem har adgang til Analytics, Search Console og din Google-profil?
Jeg har set virksomheder der reelt ikke kunne komme videre uden at starte helt forfra, fordi alting stod i bureauets navn. Det er en møgsituation at stå i, og den kan undgås med ét spørgsmål inden du skriver under. Sig det bare ligeud: hvad tager jeg med mig hvis vi stopper?
Forstå hvad du betaler for
Der er groft sagt tre måder at købe en hjemmeside på. Du kan købe en skabelon og selv sætte den op. Du kan betale et fast beløb eller et abonnement for en side der bliver bygget oven på et fundament der allerede findes. Eller du kan få bygget noget helt fra bunden efter timepris.
Alle tre er fine. De løser bare vidt forskellige behov, og prisen skal give mening i forhold til hvad du får.
Det du skal passe på er tilbud hvor du ikke kan se hvad der er hvad. Hvis der står 60.000 kroner og én linje tekst, så bed om at få det brudt ned. Hvor meget er design, hvor meget er opsætning, hvor meget er indhold, og hvor meget er drift bagefter.
Pas på bindingen
Lange bindingsperioder er tit det eneste der holder på en kunde der ikke er tilfreds. Tænk lige over det.
Jeg har selv ingen binding hos mine kunder, og det er ikke fordi jeg er sød. Det er fordi det er den eneste rimelige måde jeg kan se det på. Hvis jeg ikke leverer, så skal du kunne gå. Så simpelt er det.
Spørg altid: hvor lang er bindingen, hvad koster det at komme ud, og hvad sker der med min side hvis jeg siger op.
At de "bruger AI" betyder ingenting i sig selv
Lige nu skriver alle at de bruger AI. Jeg bruger det også, hver eneste dag, og jeg er vild med det.
Men det er ikke et argument for noget som helst. Spørg hvad de bruger det til. Er det til at skrive dit indhold? Til at generere koden? Til at lave billeder?
Der er stor forskel på at bruge AI som værktøj og på at få sendt en side fuld af AI-tekst der lyder præcis som alle andres. Det sidste kan man godt mærke når man læser det, og det kan dine kunder også.
Bed om at prøve CMS'et selv
Det her er et af mine bedste råd, og det tager fem minutter.
Bed om lov til at rette en overskrift og lægge et billede ind, før du skriver under. Ikke en demo hvor de klikker rundt og viser dig hvor nemt det er. Du skal selv sidde med musen.
Hvis det allerede der føles besværligt, så bliver det ikke bedre om et halvt år, hvor du skal rette åbningstider en fredag eftermiddag klokken kvart i fire.
Spørg hvad der sker efter lancering
En hjemmeside er ikke færdig når den går i luften. Det er faktisk der den starter.
Hvem opdaterer den? Hvad koster en lille rettelse? Hvor hurtigt svarer de? Bliver der overhovedet kigget på om siden stadig virker om et år?
Rigtig mange sider dør stille og roligt, fordi ingen har ansvaret efter den sidste faktura er betalt.
Skal de være lokale?
Nej. Helt ærligt. Der er dygtige folk over hele landet, og alt det tekniske kan sagtens klares over en skærm.
Men jeg siger det alligevel, for jeg mener det: der er noget ved at kunne mødes. At sætte sig ned med en kop kaffe og få tegnet det op på et stykke papir. At kunne ringe til en du har givet hånd.
Jeg bor selv i Nyborg og elsker at rende ind i mine kunder nede i byen. Det gør helt automatisk at jeg gør mig ekstra umage. Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg skal se dem igen ovre i Netto.
Så nej, det behøver ikke være lokalt. Men det er tit rarere.
Kort tjekliste inden du skriver under
Hvem ejer domæne, kode, CMS og konti når vi stopper
Hvad koster det om måneden, og hvad er engangsbeløb
Hvor lang er bindingen, og hvad koster det at komme ud
Må jeg selv prøve CMS'et i fem minutter inden vi aftaler noget
Hvad sker der efter lancering, og hvad koster små rettelser
Må jeg se to sider I har bygget, og må jeg ringe til de kunder
Og så et sidste råd, som gælder uanset hvem du ender med at vælge. Hvis du sidder til et møde og ikke tør spørge om noget, fordi du er bange for at virke dum, så er det ikke dig der er problemet. Så er det den forkerte samarbejdspartner.
Du må altid ringe til mig og spørge, også selvom du ender med at vælge en anden. Jeg tager aldrig penge for sparring.