6. august 2026
Sådan bliver din virksomhed i Nyborg fundet på Google


Hvis du driver virksomhed i Nyborg, og dine kunder primært er herfra, så er der en ting du skal vide: du skal ikke slås med hele Danmark... Du skal kun slås med de andre her i området. Og det er faktisk en kamp du kan vinde, også helt uden et stort budget.
Det her er den slags jeg sidder og laver for kunder, men det meste kan du sagtens selv, hvis du har tiden til det. Så her får du opskriften:
Din Google-profil er vigtigere end din hjemmeside
Yep.. og jeg lever altså af at bygge hjemmesider.
Men når nogen søger efter en frisør, en murer eller en fysioterapeut i Nyborg, så er det første de ofte ser på Google faktisk google maps eller virksomhedens Google Business Profile. Og det er helt gratis at opsætte.
Hvis du ikke har gjort krav på din profil endnu, så gør det med det samme! Det tager meget få minutter, og det vil give dig et seriøst lokalt boost.
Udfyld profilen grundigt
De fleste profiler er halvtomme, og det er præcis derfor der er stort potentiale her tit.
Vælg den rigtige hovedkategori, den betyder overraskende meget
Skriv åbningstider på, og husk at rette dem i ferier og på helligdage
Læg rigtige billeder op, ikke stockfotos. Butikken, dig selv, dit arbejde
Skriv en beskrivelse der lyder som et menneske og ikke som en brochure eller AI slop
Tilføj dine ydelser enkeltvis i stedet for i én lang smøre
Læg et par nye billeder op en gang imellem. Google kan godt lide profiler der er levende, og folk klikker altså også hellere på dem der ser aktive ud.
Anmeldelser, og hvordan du beder om dem uden at det bliver pinligt
Anmeldelser betyder rigtig meget lokalt. Både for din placering og for om folk overhovedet vælger dig.
Og ja, jeg ved godt det føles akavet at bede om dem. Men prøv at tænke på det sådan her: dine glade kunder har det som regel altid helt fint med at hjælpe dig. De tænker bare ikke automatisk over at gå ind og smide en anmeldelse.
Spørg mens de står der og er glade eller du har dem i røret. Send et link direkte til anmeldelsessiden, ikke bare et "find os bare på Google"... Og svar på dem du får, også de sure. Et roligt, ordentligt svar på en dårlig anmeldelse virker bedre på nye kunder end ti gode.
Sørg for at dine oplysninger er ens alle steder
Din adresse, dit telefonnummer og dit firmanavn skal stå fuldstændig ens overalt hvor det findes. På hjemmesiden, i Google, på Facebook, i Krak og i alle de steder på nettet du har oplyst informationer om din virksomhed.
Det lyder irriterende, men Google bruger faktisk de oplysninger til at afgøre om du er den samme virksomhed alle steder. Er der rod i det, så bliver Google usikker. Og usikkerhed koster placeringer.
Lav en rigtig side om det du laver, der hvor du laver det
Her kommer din hjemmeside endeligt ind i billedet.
Er du murer i Nyborg, så skal du ikke bare have en side der hedder Ydelser.. Så skal du have en side der handler om murerarbejde i Nyborg, med rigtige beskrivelser, billeder af opgaver du har lavet lokalt, og gerne navnene på de områder du dækker.
Og nej, du skal ikke skrive "murer Nyborg" tredive gange.. Det gennemskuer Google på et splitsekund, og kan skade mere end man lige tror. Bare skriv som du taler, vær ærlig og pas på med for mange AI generet tekster. Ikke fordi der sker noget ved at bruge AI, men man kan som regel fornemme at AI har været lidt for meget inde i billedet. Det virker useriøst. Og hvis de besøgende også synes det, så synes Google det også. Mit råd er, brug AI til at hjælpe med et godt udkast, men derefter skriv det af med dine egne ord or vendinger.
Skriv de ord folk faktisk søger på
Folk søger ikke som man skriver i en annonce. Især efter AI...
De søger på ting som "hvad koster det at få lagt fliser", "frisør nyborg åbent søndag" eller "fysioterapeut nyborg". Det kan være lange, konkrete og lidt rodede søgninger.
Så eventuelt tag de fem spørgsmål du oftest får i telefonen, og lav en god landingsside eller et blogindlæg om hvert enkelt af dem.
Lokale links tæller mere end du tror
Er du sponsor for den lokale håndboldklub? Med i en forening? Har du leveret noget til et arrangement i byen?
Bed om et link fra deres hjemmeside. Det er ægte, det er lokalt, og det er lige præcis den slags Google bruger til at forstå at du hører til her i byen og giver dig seriøs troværdighed i Googles øjne.
Det er den bedste form for link building, og det koster dig ikke andet end at spørge pænt.
Det du ikke skal spilde penge på
Pakker med hundredvis af irrelevante links fra tilfældige link building platforme
Marketing bureauer der garanterer dig en førsteplads. Det kan ingen
At sprede dig ud over ti byer du reelt set ikke arbejder i lige nu
Vær hellere den bedste i Nyborg end den tolvte bedste på Fyn. Du kan altid udvide når du har erobret Nyborg og fundet taktikken der virker her!
Det tager tid, og det er præcis derfor det virker
Der findes ikke et enkelt trick for at vinde lokal SEO. Men at have styr på sin Google profil, en seriøs hjemmeside, der tydeligt informerer om dine services og at blive ved lidt længere end de andre gider, dét er hvad du vinder på.
De virksomheder jeg har hjulpet her i byen, får ikke bare pludselig tusindvis af besøgende. De får de rigtige besøgende. Dem der bor et kvarter væk og skal bruge det de sælger. Det er hele pointen og er den slags trafik der rent faktisk bliver til noget.